Dybets dimension er i os selv – at det påvirker os som individer, hvis vi åbner op for den og lader religionerne ind kan gøre, at vi i sidste ende finder os selv.

Religion i sig selv drejer sig om meningen med livet. I Danmarks nuværende samfundskontekst betyder det, at der gives plads til det enkelte individs spørgen og undren over, hvordan livet skal leves på godt og ondt.

Fra hjemmet bør ethvert barn være opdraget med normer og værdier for, hvorledes man etisk bør forholde sig til hinanden og til sig selv som individ. Kommer man fra et religiøst hjem, bør man derfor have kendskab til den nærværende religions religiøse dimension i hjemmet, altså hvorledes verden forstås og hvordan livet bør leves set ud fra religionen i hjemmet.

Hjemmets religiøse dimension, er dog ikke ensbetydende med den religiøse dimension i selvet. Det er derfor vigtigt, at stille sig selv dette spørgsmål – tror jeg virkelig dybt i mig selv på det, som jeg lærte mens jeg voksede op?

Den religiøse dimension

I midten af det 20. århundrede skriver teologen Paul Tillich således

Jeg vil betegne dybets dimension i mennesket som en ”religiøs dimension”. Thi at være religiøs betyder at spørge lidenskabeligt efter vort livs mening… En sådan opfattelse gør religionen til noget universelt menneskeligt, selv om den afviger fra det, man sædvanligvis forstår ved religion. Religion som dybdedimension er ikke troen på guders eksistens, ej heller troen på eksistensen af én gud… Men religion er grundlæggende noget mere: den er menneskets væren, når det gælder meningen med dets liv og med eksistensen overhovedet.

Tillichs tilgang til den religiøse dimension bygger på Kierkegaards kristne eksistentialisme, hvilket betyder, at Tillich sætter individet og deres personlige forhold til Gud i centrum i hans egne teorier og filosofier. Han mener, at det vestlige menneske har tabt dybets dimension, han uddyber det med disse ord ”mennesket har mistet svaret på spørgsmålet om livets mening”. Hvis man skal se eksistentialistisk på det, så vurderer Tillich grunden til tabet af dimensionen, at mennesket ikke længere stiller dybe eksistentialistiske spørgsmål til sig selv og til det endelige svar til livets mening.

Selve begrebet dimension er vigtig at forstå i denne sammenhæng. Almindeligvis er der tale om et aspekt, der er større – et slags lagkagesnit i virkeligheden eller fx et andet tidsrum i universet. Dimensionen i religiøst perspektiv skal ses med andre briller – det er en ikke én dimension, der ligger væk fra individet i en anden tid eller andet rum i den matematiske forstand. Den er ikke et aspekt eller udsnit af virkeligheden. Faktisk insisterer den på helheden som et forståelsesområde, da den er en understrøm inden for alle områder og derfor et samlende hele.

Fra min vinkel som religionslærer betyder det, at den religiøse dimension er en del af selve individet – at den derfor er en del af individets måde at forstå og forholde sig til tilværelsen på.

Det er i dybets dimension, i den religiøse dimension vi skal kigge hos os selv, når vi læser i Biblen, det er med den religiøse dimensions øjne, at vi i de kommende artikler studerer Biblen og den kristne religion der følger med den.

Hvis du vil læse mere om den religiøse dimension kan jeg anbefale disse to bøger af Paul Tillich: Den glemte dimension (1958) og Fra dybet (1952)