Vi har sammen set på 1. Mos. skabelsesberetning, hvor Gud skaber jorden fra en begyndelse, med himmel, vand, jord og levende planter.
Han gjorde et fænomenalt arbejde og skabte desuden en fuldendt hær af havvæsener, dyr i luften og levende væsener på den tørre landjord. Han skabte mennesket i sit eget billede og skabte dem til at herske over alt liv på jorden. Her skabte han ”mennesker …. Som mand og kvinde skabte han dem” 1. Mos. 1,26-27.
Som jeg har nævnt tidligere, så nævnes Adam og Eva ikke – det er desuden både kvinden og manden, som skal herske på jorden i denne skabelsesberetning.
Adam og Eva
Slår vi nu op i kapitel 2 i første Mosebog ser vi, at kapitlet er dedikeret til Adam og Eva.
Det er ofte diskuteret om dette kapitel er en anden skabelsesberetning, da den reelt set modsiger en del fra kapitel 1 i første Mosebog.
Vi hører først, at landjorden er tør – der findes ingen planter, intet grønt på jorden. En kilde bryder så frem og vandede agerjorden.
Og da agerjord bør dyrkes, så ”formede Gud mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor så mennesket blev et levende væsen” 1. Mos. 2,7.
Her kan vi notere os, at mennesket skabes som det første levende væsen og at der kræves mennesker for at dyrke jorden. Mennesket kan tolkes, som det vigtigste for at livet kan køre rundt.
Gud selv vælger at plante en have, selveste Edens have et sted i øst. Yderligere forklaringer på hvor øst er i forhold til er en gåde. Men vi kan dog få en idé om, hvilke floder der kan lede os til Edens have. Kigger vi i Biblen så læser vi, at floden fra Edens have udenfor delte sig i fire. Og to af disse floder er kendt den dag i dag – eller måske har de senere fået navne efter biblens historie er begyndt i folkemunde. Under alle omstændigheder så nævnes Tigris og Eufrat som to floder. Det kunne uden tvivl være interessant, at dykke yderligere ned i dette stykke af Biblen, men pladsen tillader det ikke her.
I Edens have satte Gud det menneske, som han havde formet efter kilden var sprunget ud på jorden. Her fik mennesket en ordre – nemlig, at lade være med at spise af kundskabens træ, for skete det så ville mennesket dø, jf. 1. Mos. 2,17.
Gud finder, at mennesket ikke har godt af at være alene. Så han skaber hjælpere til ham, derfor ”formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord … men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham” 1. Mos. 2,19-20.
Derfor lader Gud mennesket alias Adam sove en dyb søvn – og af hans ene ribben byggede Gud kvinden.
I modsætning til kapitel 1 i første Mosebog, hvor kvinde og mand er ligestillede både i tidspunkt af skabelse og i form af herskab over jorden, så er kvinden nu pludselig blevet en hjælper til manden og hun skabes ligeledes senere end manden.
Det smukke er dog, at manden og kvinden betegnes som ét kød når de er hustru og husbond – ét kød, der passer sammen som puslebrikker i et puslespil.
I næste artikel kan vi sammen undre os over mennesket meget tidlige død…