Vi så sidst, at Adam og hans kvinde lever i Edens have. De er uden kundskabskompetencer, og erfarer derfor ikke, at de er nøgne.
I haven findes slangen, hvilket er det snedigste dyr, som Gud har skabt. Så snedigt, at den har indset, at mennesket ikke har kompetencerne til at forstå at den indsigt, som der vil komme med et bid fra frugten fra Kundskabens træ rent faktisk fører til døden fra Edens have, Gud er nemlig ikke til at lege med. Derfor lokker slangen det kvindelige menneske til at lyste at få indsigt og hun spiser derfor af den forbudte frugt og Adam bider velvilligt i frugten da han tilbydes den.
Et bid af frugten åbner for indsigten – og pludselig skammes disse to mennesker over at være nøgne. De syer derfor figenblade sammen og skjuler deres kønsdele på denne måde. Dog gemmer de sig for Gud, da de stadig føler sig nøgne … Da de har figenblade bundet om livet, kan man fristes til at tro, at den nøgenhed de føler, ikke er i form af blottede parter på kroppen, men derimod nøgenhed i den form, at Gud kan se alt hvad de gør – og de er nøgne i deres form for forståelse af selve verden.
Guds tvetydighed
Herren opdager kvinden og Adams fejltrin, da Adam efter at været blevet efterlyst af Gud svarer ”Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig” 1. Mos. 2,10.
Gud straffer slangen for at foranledige kvinden til at spise af træet. En evig straf for den og dens afkom, hadet af alle skal den krybe på den støvede jord.
Kvinden straffes ved smerte når hun føder – ligesom hun til evighed skal begære sin mand, der er hendes hersker.
Manden skal arbejde hårdt for føden, han har lyttet til en kvinde og forbudt sig mod Guds ord. I evighed skal han kæmpe for overlevelse og slås med agerjorden.
Kvinden får nu et navn, nemlig Eva. Det fik hun, da hun ved at være verdens allerførste kvinde bliver til alle menneskers mor.
Nu er mennesket ikke længere kun et billede af Gud, men derimod blevet ligesom ham – da det med kundskaben kan kende forskel på godt og ondt.
Gud frygter pludselig at mennesket så spiser af Livets træ, og han sender dem ud af Edens have, så de kan leve der i straffens skygge.
Jeg undres over denne sætning ”Bare det (mennesket) nu ikke rækker hånden ud og også tager af Livets træ og spiser og lever evigt”. Hvorfor nu efter, at mennesket har spist af Kundskabens træ, så frygter Gud at mennesket også spiser af dette træ … hvorfor var det ikke forbudt før?
Er det fordi, at mennesket kan blive en reel trussel til Gud, i forhold til den kundskab det erfarer efter indtagelsen af den forbudte frugt, hvis det samtidig så også har evigt liv?
Forsvandt det evige liv fra mennesket, da det blev spist af Kundskabens træ … så Livets træ var ingen trussel for Gud til at starte med? Alias det at mennesket dør ved at spise af Kundskabens træ.
Spørgsmålene er mangfoldige – og svarene finder jeg ikke i denne artikel, da pladsen ikke tillader det. Men om muligt, vil fremtiden måske bringe svarene i senere skriverier af forfatteren til disse artikler.