En bygmesters grænsesprængende budskab

Lidt om kontekstualisering, byggemetoder og moderne kirkekunst

Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen

Var Jesus tømrer, klejnsmed eller stenhugger?

Det er ikke svært at se for sit indre øje, hvordan Jesus gik og hjalp Josef ved høvlbænken i tømrerværkstedet i Nazaret. Det hører med til om ikke den kirkelige kunst så i hvert fald illustrationerne i de forskellige børnebibler. Og naturligt nok, for i den danske og vestlige tradition i øvrigt er det ”klippefast grund” at gengive Jesu og Josefs profession som tømrer (Mark 6,3; Matt 13,55).

Men det græske ord, der er oversat med ”tømrer” betegner ikke udelukkende en håndværker, der arbejder med træ, og kan således også bruges om en person, der arbejder i sten og metal. Det vil være mere præcist at oversætte betegnelsen for Jesu erhverv med ”(hus)bygger”. Nogle latinske kirkefædre anså Jesus for at have været smed, mens en anden oldkirkelig tradition udpeger Jesus som en tømrer.

Der kan ligeledes være grund til at overveje om Jesus ikke også anvendte sten i sit arbejde. Mens tømmer altid har været det mest anvendte materiale til konstruktion af både huse og inventar i vores del af verden, så forholder det sig anderledes i Israel. Udgravninger fra Jesu tid antyder, at ni ud af ti ting var lavet af sten. Det skyldes for det første, at tømmer er og altid har været en mangelvare i Israel. I særlig grad gælder det kvalitetstømmer. Knortede oliventræer egner sig ikke godt som tagspær, og derfor blev huse på Jesu tid ofte konstrueret med et tag båret af underliggende stenhvælvinger frem for af lange træspær. Denne mangel på godt tømmer afspejles også af, at først David (2 Sam 5,11) og bagefter Salomo (1 Kong 5,15ff) måtte importere cedertræ fra Libanon til deres byggeprojekter. For det andet blev sten i den jødiske tradition på Jesu tid regnet for at være et rent materiale, der ikke blev besmittet med urenhed på samme måde som træ, glas og ler. Renhedsforskrifterne – kosher-reglerne – om ikke at blande mælk og kød (tolkning af 2 Mos 23,19) betød i praksis, at en tallerken af fx ler ikke måtte bruges til kødprodukter, hvis den først havde været i berøring med mælk, mens en tallerken af sten igen var rituel ren efter afvaskning. Derfor finder man i udgravninger, netop fra Jesu tid, masser af ting fabrikeret i sten: krus, tallerkener, bordplader, stole osv. Et lille indblik i denne renhedstradition findes i Joh 2,6, hvor der omtales 6 ”vandkar af sten”, der stod i Kana pga. jødernes regler for rensning .

Et evangelium, der kan oversættes

Men hvorfor nu alt dette – gør det nogen forskel? Nej, heldigvis ikke! Jeg kan i hvert fald ikke få øje på nogen skjult evangelisk pointe, der gik tabt, da evangeliet spredte sig fra de golde bakker i Israel op over Romerriget og igennem de store tyske skove alt imens ”husbyggeren” Jesus blev til ”tømreren” Jesus.

Faktisk er det derimod lærerigt at blive mindet om, at et ellers aldeles uanfægtet punkt i ens tradition måske ikke er helt ”oprindeligt”! For den lille oversete detalje, at Jesus som husbygger måske var mere kendt med at forarbejde sten end træ, er nemlig på ingen måde en ”fejl”. For det er en afgørende del af evangeliets natur, at det overalt og til enhver tid skal ”kødeliggøres” ”oversættes”, og i vores del af verden var husbyggere mere tømrere end noget andet.

En gammel case: Apostlenes Gerninger

Vi har et hæsblæsende vidnesbyrd om evangeliets dynamiske natur i Apostlenes Gerninger. Med start på pinsedag blev kirken betroet at flytte det gode budskab fra dets vugge i Israel og ud til alle lande og kulturer, og i resten af Apostlenes Gerninger ser vi, hvordan de første kristne under Helligåndens vejledning var særdeles kreative og fulde af vovemod i dette projekt. Jeg skal ikke kunne sige, om Paulus allerede i Lilleasien begyndte at kalde Jesus for tømrer, men i hvert fald begyndte han i Athen at citere græske digtere (ApG 17,28) og karakterisere sin tjeneste som værende en jøde for jøder, og en lovløs for lovløse (1 Kor 9,20f).

Det er interessant at følge processen kapitel for kapitel og se, hvordan evangeliet gøres forståeligt for en større og større gruppe af mennesker med helt forskellig identitet, kultur og forståelsesbaggrund. Man kan sige, at Helligånden leder de første kristne (om end de har lidt modvilje) til en bevidst uddifferentiering eller afmonopolisering af evangeliet. På pinsedagen indledes flyttearbejdet markant med en oversættelse af evangeliet til andre sprog! Reaktionen udebliver ikke – evangeliet forstås: ”Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål?” (ApG 2,8).

Denne bevidste uddifferentiering og målretning af evangeliet fortsætter videre frem i Apostlenes Gerninger. I kapitel 6 læser vi om praktiske forholdsregler, der skal tilgodese to forskellige etniske grupperinger i menigheden. I kapitel 7 holder Stefanus en tale, hvor Guds frelsesgerninger i historien gennemgås på en måde, der lægger vægt på (også), hvad Gud gjorde uden for Israel. Reaktionen er helt identisk med, hvad Jesus oplevede i synagogen i Nazaret (Luk 4), da han fratog sine medjøder monopolet på Guds kærlighed. I kapitel 8 spredes evangeliet ud fra Jerusalem til Samaria og til en etiopisk hofmand nær Gaza. Et højdepunkt er kapitel 10, hvor Peter havde store betænkeligheder ved at besøge en hednings hus, også selvom denne var ”gudfrygtig”, dvs. under oplæring i jødedommen og på stadiet før egentlig konvertering. I virkeligheden er det særdeles overraskende, at Peter først så langt henne som 10 kapitler kan sige: ”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed… han er alles Herre” (ApG 10,34-35, læs evt. videre i kapitel 11 og se, hvordan Peter anklages for sit besøg hos Kornelius, da han kommer tilbage til Jerusalem). Herfra tager evangeliets ”inkarnationsproces” for alvor fart med base i Antiokia, hvor menighedens ledere er sammensat af personer fra tre forskellige kontinenter (Afrika, Asien, Europa, ApG 13,1-2). Med Paulus som primær aktør slutter beretningen, da evangeliet har fundet fodfæste i det daværende verdenscentrum, Rom (ApG 28,30-31) .

En ny case: Bebudelseskirken i Nazaret

I dag kan man opleve et sigende og til tider smukt eksempel på evangeliets dynamiske væsen og evne til at transformere sig i den store ”Maria Bebudelseskirke” i Nazaret. Da katolikkerne i 1960’erne rejste denne kirke, sendte de invitationer ud til ”jordens ende” om at deltage i udsmykningen af kirken. Resultatet blev, at vi her finder portrætter af Maria med Jesusbarnet i alverdens udformninger fra en ”skeløjet” japaner over en chilensk indianer til en varmblodet mexicaner. Det betyder naturligvis ikke, at Jesus ikke var jøde. Men på samme måde som en afbilding af Jesus i fx Thorvaldsens romantiske udgave har givet mening og relevans for os, så har andre kontekstualiserede afbildinger af Jesus givet mening i andre dele af verden. På den måde giver alle disse ”inkarnationer” af Maria og Jesus tilsammen et slående bevis på evangeliets inderste natur, nemlig at det er beregnet på alle mennesker, at det er målrettet på alle mennesker, at det kan tale til alle mennesker uanset tid, sted eller rum.

Et grænsesprængende evangelium til en grænsesprængende tid

På alle måder er den tid, der er vores, en brydningernes og forandringernes tid. Som regel er det, der virkede i én generation, ikke relevant i næste. Én måde at reagere på er tilbagetræning under mottoet: ”Bevar, hvad bevares kan!”. Dette reaktionsmønster kender jeg fra mig selv, fx i min vurdering af, hvad evangeliet kan holde til eller udsættes for – på præcis samme måde som Peter, der ikke anså det for muligt, at evangeliet ville overleve en tur i Kornelius’ hus! Men i lyset af Apostlenes Gerninger står én ting klart: Hvis der er noget, der ikke kan holde til vores tid, så er det ikke evangeliet – så er det os selv! Religionsforskere peger på, at den virkelighed, som de første kristne kendte til, har meget tilfælles med den virkelighed, vi lever i – til forskel fra den mere ensrettede enhedskultur i det “gamle kristne Europa” . Evangeliet har så at sige været her før, og dengang som i dag voldte det Helligånden visse kvaler at få overbevist de kristne om, hvor langt evangeliet med “rimelighed” kunne nå ud!

Det er vores forpligtelse som kristne i dag at være ”Kirke til tiden”! Sat lidt på spidsen er vi ikke evangeliet tro ved kun at bevare det i den form, vi har modtaget det. Derfor må vi – som de første kristne – under granskning af skrifterne og Helligåndens vejledning så at sige give evangeliet et nyt sprog, der gør det muligt for næste generation eller folk af en anden baggrund end vores egen, at møde Jesus frem for os selv! Udfordringen går på en overvejelse af, om mere i min tradition som kristen er størknet i den form, jeg har modtaget det – tømrersøn eller ej.